Ved brug af luftkabler er spændingen til jord ikke helt påført kabelisoleringen; det er stort set båret af luften. Derfor har luftkabler en højere isoleringsydelse, væsentligt bedre end almindelige papir-isolerede kabler og kryds-forbundne kabler. Dette skyldes, at blykappen af papir-isolerede kabler og det afskærmende lag af tvær-forbundne kabler normalt er jordet, så spændingen, der passerer gennem kablet, påføres fuldstændigt hovedisoleringen. I luftledninger er spændingen dog delt af hovedisoleringen og luften.
Derfor foreskriver relevante standarder i forskellige lande, at isoleringstykkelsen af luftkabler skal være tyndere end for almindelige jordkabler. Generelt i Europa, Amerika og Japan er isoleringstykkelsen af luftkabler 10-20 % tyndere end almindelige kabler. Ydermere forringes isoleringskvaliteten af luftkabler ikke væsentligt under langvarig-spændingseksponering, i modsætning til nedgravede kabler, som kan udvikle vandtræning over langvarig drift. Når vandtræning når mætning, falder kabelgennembrudsspændingen med 1/3 til 1/2, mens luftkabler generelt ikke udvikler vandtræning. Derfor har luftkabler overordnet en overlegen isoleringsydelse.
